Den Fællesoffentlige Behandlingsplatform (FOB) er en national digital platform under udvikling, som skal gøre det lettere for borgere at få adgang til behandling og støtte online. Platformen skal danne et fælles fundament for digitale terapiforløb i sundhedsvæsenet og gøre det muligt for kommuner og regioner at tilbyde digitale behandlings- og støtteforløb til borgere i hele landet.
Vi har allerede solide erfaringer med, at digitale terapiforløb kan hjælpe mennesker med psykiske lidelser. Med den nye platform får vi en stærk ramme for at udbrede de tilbud, vi ved virker, og gøre dem tilgængelige for endnu flere borgere.
Vil du høre mere?
Den Fællesoffentlige Behandlingsplatform udvikles af Center for Digital Psykiatri i Region Syddanmark som led i et nationalt samarbejde mellem staten, regionerne og kommunerne. Formålet er at skabe en fælles digital platform, der gør det lettere for borgere at få adgang til behandling og støtte, trygt nært og tilgængeligt.
Platformen skal understøtte udviklingen af det nære sundhedsvæsen ved at gøre digitale behandlingsforløb tilgængelige tættere på borgerens hverdag. Her kan borgere arbejde med strukturerede forløb, øvelser og viden digitalt, enten selvstændigt eller med støtte fra en behandler.
De første tilbud forventes tilgængelige fra 2028. Når platformen er etableret, vil den blive ejet, drevet og videreudviklet i fællesskab af den offentlige sektor, så kommuner og regioner løbende kan udvikle nye digitale behandlingstilbud til gavn for borgere i hele Danmark.
Marie Birkemose Hansen
Fællesoffentlig behandlingsplatform
Produktleder